tirsdag

LINSER

Linser eller cremelinser, skønne mørdejskager fyldt med blød vaniliecrme, en rigtig bagerkage. Selv har jeg haft fornøjelsen af at kende et par stykker, som til enhver tid ville vælge en linse til kaffen.

Faktisk kan linser bages af både mørdej og linsedej. Forskellen på de to slags deje er, at linsedej indeholder noget mere fedtstof end mørdejen, der er flormelis og kun æggeblommer til forskel fra mørdejen, som er lavet med melis og et helt æg.

Skal linserne serveres lunkne, kan formene fyldes, klar til at sætte i ovnen, men vente flere timer med at bage dem.

Her bruger vi linsedej i denne gamle opskrift på linser af Gunna Agersted og Bodil Westergaard fra 1953. Der bliver ca. 20 stk. af portionen.
 
Foto Amo.dk

LINSER

linsedej

250 g hvedemel
60 g flormelis
200 - 250 g smør eller mgr.
2 æggeblommer

creme

2 1/2 dl mælk
1 æg
1 æggeblomme
1 spsk. melis
1 spsk. hvedemel
1tsk. kartoffelmel
1/2 stang vanilie eller vaniliepulver

Til linsedejen blandes det sigtede mel med flormelis og heri smuldres smør eller margarine. Det anbefales at nøjes med 200 g fedtstof, så bliver dejen mere medgørlig. Æggeblommerne kommes i dejen, der samles med let hånd. Stil dejen køligt nogle timer eller til næste dag.

I gryden, som cremen skal koges i, piskes æg og æggeblomme med melis, hvedemel og kartoffelmel. Heri røres mælken og vanilien kommes i. Gryden sættes over ved ikke for kraftig varme og der piskes hele tiden med et piskeris til cremen jævner og perler i kanten. Tag gryden af varmen og pisk i cremen jævnligt for at den ikke trækker skind til den er kold. Vil man

Dejen rulles ud så tyk som en tokrone. Linseforme, der er smurt indvendigt, stikkes é eller to ad gangen ind under den udrullede dej, der med fingrene trykkes forsigtigt ned i formene, så sider og bund er foret. Skær dejen af langs formens kant.  Når formene er forede, lægges 1 tsk. kold kagecreme i hver. Resterne af dejen samles, rulles atter ud og lægges over formene som et låg, der med fingrene trykkes fast til dejen på siderne hele vejen rundt.

Kagerne bages midt i ovnen ved 200 grader  i ca. 20 minutter.

Kagerne løsnes forsigtigt i kanten med en lille kniv, inden de vendes ud af formen.

Spise med Mormor

Spise og Rejse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.