tirsdag

GAMMELDAGS SMØRKAGE

En rigtig gammeldags "snasket" smørkage til kaffen er dejligt, når lækkersulten og trangen til blødt brød kommer op i én. - Og så er smørkage noget så gammeldags og klassisk på et dansk kaffebord.

Dejen behandles som wienerbrødsdej og det er vigtigt at følge opskriften nøje for et godt resultat. De, der har set "Den Store Bagedyst", vil være klar over, hvor omstændelig en arbejdsgang wienerbrødsbagning er.

I 50ernes barndom, var smørkage virkelig en rigtig bagerkage, regnet blandt wienerbrød og er det  den dag i dag.

Opskriften er af Girly Skodshøj fra 1956


GAMMELDAGS SMØRKAGE

dej 1/4 kg mel (250 g)
10 g gær
1 1/4 dl vand
1 æggeblomme
1/4 kg smør (250 g)
100 g rosiner
100 g sukat
100 g sukker
100 g mandler
rosenvand
pyntesukker eller glasur af flormelis og æggehvide

Gæren udrøres med lidt af det kolde vand og kommes i melet sammen med æg og vand. Dejen æltes hurtigt til en sammenhængende dej. Den stilles køligt natten over. Husk at drysse lidt mel over for at dejen ikke skal danne skorpe.

Næste dag rulles dejen ud til en stor firkant, ikke tyndere end ca. 1 cm. Siderne rettes lidt af med en paletkniv. Vigtigt at rulle dejen og sammenlægge den nøjagtigt. smørret, der hverken må være for hårdt eller for blødt, skæres i skiver med en ostehøvl, lægges over 2/3 af pladen. Den sidste tredjedel slås ind over den midterste del af dejen og den første tredjedel bøjes ind fra den anden side. Dejen er nu lagt sammen i 3 dele, således at det underste og det øverste lag er dej og der ligger et smørlag mellem hvert lag dej. Dejen vendes en halv omgang så længde bliver bredde og bredde bliver længde. Rettes til i kanten og sammenlægges i 3 dele. Stilles koldt 20 minutter, hvorefter den atter udrulles, først på den ene led og sammenlægges i 3 dele, så på den anden led og sammenlægges igen i 3. Dette gentages 1 - 2 omgange til med 20 minutters hviletid på et køligt sted mellem hver gang.
Efter sidste hvil udrulles dejen, hvorefter den formes til en kugle, der deles i 2 dele, hvoraf den ene del lægges i en smurt rund form og den anden del rulles ud og fyldes med fyldet, skæres i "snegle", der lægges på, ligesom i dagmartærte.

Kagen stilles til hævning på et lunt sted og når den er hævet 1 times tid, sættes den i god varm ovn, 200 grader og bages i 1/2 time. Under bagningen dryppes den af og til ved at hælde rosenvand, tilsat sukker, over.
Pas på med at sætte kagen for højt i ovnen, da den så vil hæve dårligt.

Når smørkagen er taget ud af ovnen, drysses den med kulørt pyntesukker eller oversmøres med en glasur.

Så er der kun tilbage, at skænke kaffe i kopperne og byde på gammeldags smørkage til.

Spise med Mormor

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.