lørdag

PECAN-TÆRTE FRA NEW ORLEANS

Pecan-tærte er en skøn gammeldags amerikansk dessert med smag af flødekarameller og nødder, kombineret med en dejlig sprød dej. Pecan-tærte fra New Orleans kan både bages som en stor tærte eller flere små. Smager lige vidunderligt som dessert eller som kage til kaffen.
Tilberedelsen tager noget tid, men den er så rigeligt det hele værd.
 


PECAN-TÆRTE FRA NEW ORLEANS

mørdej
150 g koldt smør
225 g mel
2 spsk. flormelis
1/2 tsk. salt
1 æggeblomme, rørt sammen med 4 spsk. koldt vand

fyld

 45 g blødt smør
100 g brun farin
2 1/2 dl sirup (skal være en blanding af ahornsirup og lys sirup) eller lys amerikansk majssirup
3 æg vægtklasse 3
125 g pecannødder uden skal, grofthakkede, gem et par stykker til pynt.

Til dejen skæres smørret i små tern. Bland mel, flormelis og salt i en stor skål. Tilsæt smørret og gnid det hurtigt ind i melet. Når dejen ligner grove brødkrummer, hældes æggeblandingen i. Alt røres sammen med en gaffel og dernæst trykkes dejen sammen. Der må gerne være små synlige smørklatter, det giver det mest sprøde resultat.
Afkøl dejen i køleskabet mindst en time og udrul den derefter på et meldrysset bord. Først til en lang strimmel, som foldes i tre, drejes en kvart omgang og igen udrulles til en strimmel. Dejen foldes sammen og rulles nu tyndt. Beklæd tærteforme med løs bund med dejen og afkøl dem ca. 1 time i køleskabet. Derefter forbages dejen ca. 10 minutter ved 200 grader til den ikke mere er rå. Husk at tynge dejen ned under forbagningen (dækkes med bagepapir og et lag tørrede ærter eller bønner. Afkøl de forbagte bunde.



Til fyldet røres det bløde smør med farin. Tilsæt 1 æg ad gangen, dernæst sirup og til slut de hakkede nødder. Fordel fyldet i tærtebundene. De må kun fyldes 2/3 op. Læg hele pecankerner på til pynt og bag tærterne ved 180 grader i 30-40 minutter til fyldet er stivnet. Det skal føles fast, som æggestand ved fingertryk.

Spise med Mormor

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.