fredag

ROSINBOLLER STRØGET MED SUKKERVAND OG KARDEMOMME

Rosinboller strøget med sukkervand og kardemomme blev i gammel tid solgt dengang hos bageren på Lyø, for en hel menneskealder siden.
Bollerne skulle have været ganske vidunderlige og til fastelavn blev de fyldt i store kurve, hvorfra de blev solgt til øboerne.

Mange unge mennesker på øen red dengang. Rytterne fik rosinboller, strøget med sukkervand med kardemomme, under fastelavnsfestlighederne.

Det har ikke været muligt at finde den originale opskrift på rosinbollerne, hvorfor her er anvendt en god opskrift på rosinboller, der så er strøget med sukker- og kardemommevand.

Til sukkervandet koges et par deciliter vand og sukker til en sukkerlage. Husk at koge lidt kardemomme med.
 


ROSINBOLLER STRØGET MED SUKKERVAND OG KARDEMOMME

bolledej

50 g gær
1/2 dl lunken vand
2 1/2 dl kogende mælk
75 g smør eller margarine
2 spsk. sukker
1 æg
ca. 500 g hvedemel
150 g rosiner

pensling

vand
sukker
kardemomme

Ingredienserne koges sammen.

Gær og vand røres sammen. Smør og sukker smeltes i mælken, der afkøles til den er håndvarm og blandes med gæren. Resten røres i mælkeblandingen. Det meste af melet tilsættes. Dejen æltes godt og stilles tildækket lunt i ca. 45 minutter.
Rosinerne samt så meget mel, at dejen netop slipper hænderne, æltes i.

Dejen formes til ca. 24 boller, der sættes på en smurt plade. De skal ikke være for store. Efterhæver til dobbelt størrelse i ca. 10-20 minutter. Pensl bollerne med lidt mælk og sæt dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Straks bollerne kommer ud af ovnen, pensles de med sukker- og kardemommevand. Når første lag er tørt, kan der pensles én gang til om man behager. De bliver så fine blanke.

Servér de dejlige boller, flækket og smurt med smør til en god kop kaffe eller te.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.