lørdag

GALLA-KAGE TIL NYTÅRSAFTEN

Kagen til nytårsaften skal være lidt festlig på denne, årets sidste aften. Galla-kage, bestående af marengsbund, belagt med hakkede mandler, herover en vidunderlig lækker appelsincreme med gitterværk over og pyntet med grofthøvlet chokolade. Enkel og alligevel fin.

Marengsbundene kan bages flere dage forinden og opbevares tørt til de skal anvendes. Cremen kan koges dagen forinden og opbevares i køleskabet. Den røres godt igennem, inden den lægges på marengsbunden. Så er det blot at samle kagen nytårsaften. Det giver luft i nytårsforberedelserne.


GALLA-KAGE TIL NYTÅRSAFTEN

marengs

6 æggehvider
300 g melis
50 g mandler

appelsincreme

3 æggeblommer
2 spsk. melis
1 1/2 dl fløde
1 1/2 dl mælk
1 tsk. vaniljesukker
2 1/2 - 3 tsk. maizenamel
saft og skal af 1/2 appelsin
50 g smør

pynt

100 g letbitter chokolade

Til marengsdejen piskes hviderne stive og sukkeret røres i. Klip 2 tallerkenstore cirkler af papir eller alufolie og drys dem med flormelis. Bred et ikke for tykt lag marengsmasse over den ene. Fyld resten af marengsmassen i en sprøjtepose og sprøjt en kant på marengsbunden.
Sprøjt en gitterbund af marengsmassen på den anden papirs- eller alufoliecirkel.

Bag marengsene tørre ved svag varme, 125 grader, i 30-35 minutter. Løsn dem forsigtigt fra underlaget og lad dem køle helt af på en bagerist.
Fordel de skoldede, smuttede, grofthakkede mandler over den lukkede bund.

Til appelsincremen piskes æggeblommer, melis, fløde, mælk og maizenamel sammen og det sættes over varmen i en tykbundet gryde. Rør til det tykner. Tag det fra varmen. Rør vaniljesukkeret i, når det er kølet noget af og smag cremen til med appelsinsaft. Rør smørret og den revne appelsinskal i. Lad cremen blive helt kold, medens der røres i den jævnligt.

Fordel cremen over de hakkede mandler i marengsbunden og læg gitterværket over. Pynt med grofthøvlet chokolade og fintrevet appelsinskal.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.