fredag

FRANSK KIRSEBÆRKAGE

Til denne helt vidunderlige gammeldags franske kirsebærkage anvendes friske eller syltede kirsebær.

Det er en forholdsvis hurtig kage at bage. Den egner sig fortrinlig til en glad kop kaffe, ligesom den er fin til dessert.
Serveres lun med koldt flødeskum eller creme fraiche.

Opskrift : Ellis Tardini


FRANSK KIRSEBÆRKAGE

375 g kirsebær (friske eller syltede)
1 spsk. sukker
3 spsk. mel
2 æg
1 1/4 dl mælk
65 g sukker
1 spsk. vaniljesukker

Vask kirsebærrene og fjern stenene.

Til dejen kommes melet i en skål. Æggene tilsættes sammen med mælk, sukker og vaniljesukker. Rør dejen sammen.

Smør et ovnfast fad, læg kirsebærrene i bunden af fadet, fordel dejen over og drys med sukker.
Kagen bages i ovnen ved 200 grader i ca. 35 minutter.

Servér fransk kirsebærkagen lunken med koldt flødeskum eller creme fraiche.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

torsdag

SLIKPINDEKAGER

Slikpindekager, runde kager af kagedej, tilsat chokoladestykker, pyntet med glasur og geléstriber over. I kagerne er sat små pinde, så det ligner slikkepinde.

Velegnet til en børnefødselsdag eller anden komsammen for børn.

Opskrift : Ellen Holme 1962


SLIKKEPINDEKAGER

80 g margarine
85 g sukker
2 æg
50 g chokolade
120 g mel
2 tsk. bagepulver
3/4 dl mælk

pynt

glasur af flormelis og vand
pebermynteessens
rød tubegelé
blomsterpinde

Margarinen blødgøres og piskes skummende med sukker og æggeblommer. Hviderne piskes stive og chokoladen høvles groft. Mel, bagepulver, mælk og chokolade røres i dejen og hviderne vendes i med let hånd.
Dejen fyldes i en velsmurt papirsform som til roulade og bages i ovnen ved 170 grader i 15-20 minutter. Stik runde kager ud med et glas og glaser dem med hvid glasur, tilsæt pebermynteessens. Når glasuren er tør, sprøjtes geléstriber over.
Blomsterpinde skæres i længde som slikkepinde og stikkes i kagerne.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

onsdag

GAMMELDAGS FASTELAVNSBOLLER MED APPELSINCREME

Gammeldags fastelavnsboller, fyldt med lækker appelsincreme og smukt pyntet med glasur er noget for alle lækkermunde her i den kommende fastelavnstid.

Hjemmebagte boller, kaffe og hygge vil vi alle sammen gerne være med til. Vælg en dag, hvor der er overskud til bagning. Det er i sig selv et vældig hyggeligt arbejde, at dekorere de nybagte boller, der bages efter Amos gamle opskrift på fastelavnsboller med fyld.

Dejen er en almindelig blød gærdej, ikke wienerbrødsdej.

Der bliver 24 stk. af portionen.

Opskrift : Amo


GAMMELDAGS FASTELAVNSBOLLER MED APPELSINCREME

dej

500 g hvedemel
200 g smør eller margarine
50 g sukker
50 g gær
2 dl mælk
2 æg
1 tsk. salt
1/2 tsk. kardemomme

pensling

sammenpisket æg

kogt appelsincreme

2 dl mælk
1 tsk. vanilje
3 æggeblommer
25 g sukker
1 tsk. mel

Æggeblommerne røres med vaniljesukker, sukker og mel. Mælken bringes i kog, den kogende mælk hældes i æggemassen under omrøring. Hæld cremen tilbage i gryden og varm den igennem til cremen bliver tyk. Lad cremen køle helt af. Smag cremen af med revet appelsinskal og lidt appelsinsaft.

Lun mælken til 37 grader og opløs gæren heri. Ælt mel og de øvrige ingredienser i til en ensartet dej. Lad dejen hæve, lunt tildækket til dobbelt størrelse, ca. 30 minutter.

Dejen deles i tre lige store dele. Form dem til kugler og lad dem hvile 2-3 minutter. Rul hver kugle ud til en dejpølse i ca. 24 cm længde. Del hver i 8 stykker og form dem til boller.

Lukkede boller : Tryk eller rul hver bolle ud til en firkant. Kom fyld på midten og luk bollen ved at samle de fire hjørner på midten. Læg samlingen nederst. Sæt bollerne på en smurt bageplade (bagepapir) med samlingen nederst.

Åbnede boller : Tryk en fordybning midt i bollerne og kom fyld i.

Bages i forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 15 minutter. Køl bollerne helt af inden de pyntes med glasur og fyldes med appelsincremen.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

tirsdag

NEM SAVARIN

En nem savarin er bagt uden gær, men med bagepulver i stedet for. Det sparer arbejdstid. Her er anvendt halvt hvedemel og halvt kartoffelmel.

Kagen er dryppet med saft, vin eller likør og pyntet med friske eller henkogte frugter. I midten flødeskum chantilly, flødeskum smagt til med lidt sukker og vanilje.

FORSLAG TIL LAGE OG PYNT :

Ananas-savarin dryppes med sukkerlage, ananassaft og hvidvin eller hvid likør og pyntes med ananasringe.

Fersken-savarin dryppes med ferskensaft og pyntes med halve ferskner.

Abrikos-savarin dryppes med citronsaft og hvidvin, overtrækkes med abrikospuré og pyntes i kanten med udblødte abrikoser.

Kilde : Tørsleffs Den gule Dessertbog


NEM SAVARIN

dej

2 æg
75 g melis
50 g hvedemel
50 g kartoffelmel
2 tsk. bagepulver
75 g smeltet margarine

lage til drypning

1 1/2 dl vand
100 g melis
1 1/2 dl saft
1/2 dl vin eller likør

pynt

250 g friske eller henkogte frugter
1 1/2 dl piskefløde
1 spsk. melis
2 tsk. vanilje

Æg og sukker piskes tykt og fyldigt. Hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sigtes sammen og rystes i æggesnapsen. med piskeriset. Smeltet, men afkølet margarine blandes i til sidst.
Dejen fyldes i en smørsmurt, raspdrysset randform og bages i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.
Randen vendes ud på et fad.

Vand og sukker gives et opkog. Saft, vin eller likør hældes i. Kagen overhældes med lagen og stilles over en gryde med spilkogende vand 20-30 minutter til den hæver sig og bliver let og porøs.

Kagen, der skal være helt kold, serveres med flødeskum chantilly i midten. Rundt om kagen arrangeres friske eller henkogte frugter.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

mandag

LILLEBRORS FRUGTTÆRTE

Nem tærte er denne enkle tærte med smag af citron og flødeskum samt blandede frugter, som Kirsten Hüttemeier lancerede den i 1958.

Frugterne, der skæres i mindre stykker og koges, skal være helt kolde før de anvendes. Frugtsalat og anden frugt fra dåse kan også bruges, men frugterne skal være dryppet helt af ellers løber saften ud i fløden.


LILLEBRORS FRUGTTÆRTE

1 helt æg
1 æggeblomme
75 g sukker
revet skal af 1 citron
40 g mel
1/2 strøget tsk. bagepulver
1 dl piskefløde
blandede frugter til frugtsalat

Det hele æg og æggeblommen piskes til en tyk æggesnaps med sukkeret. Citronskal, mel og bagepulver vendes forsigtigt i dejen.
En lagkagebund smøres og drysses med rasp. Heri hældes dejen.

Bages i ovnen ved 200 grader i 12-14 minutter. Når kagen er helt kold, oversmøres den med flødeskum og heri lægges kogte frugter, der er skåret i mindre stykker.

Byd børn og voksne af den dejlige kage samt en god kop kaffe til.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

søndag

FASTELAVNSKATTE

Gammeldags fastelavnskatte til børnene, når det om et par uger er fastelavn. Om de skal slå katten af tønden fastelavnssøndag eller ud at rende fastelavn om mandagen, udklædte og forventningsfulde, -fastelavnskager må der til.

Til de skønne gammeldags fastelavnskager, der forestiller et kattehoved med øjne, ører og mund, anvendes rosiner til øjne, cocktailbær som mund og glasur, formet til knurhår. Til pynt på kattene, rød og grøn gelé.

Det er en bagepulverdej, som ikke kræver hævning. Kagerne bør spises samme dag, de er bagt.

Kilde : Tørsleffs Den Blå Bagebog, der udkom første gang 1932.


FASTELAVNSKATTE

250 g mel
3 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
50 g margarine
1/2 sammenpisket æg
1 1/2 dl fløde

pynt

glasur
rød og grøn gelé

pensling

sammenpisket æg

Til dejen sigtes mel og bagepulver sammen. Salt og sukker tilsættes. Margarinen hakkes i og fløden piskes sammen og æltes i. Ælt dejen til en fin blank dej.

Rul dejen ud på et melstrøet bord i 1/2 cm tykkelse og stik runde kager ud med et glas. Form kagerne til kattehoveder ved at trække kagegen aflang og form med fingrene to ører foroven og forneden en lille spids hage.
Kattehovederne sættes på smurt plader (bagepapir) og pensles med sammenpisket æg.
To rosiner stikkes i som øjne og en strimmel røde cocktailbær sættes fast som mund.

Bages i forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Af udsprøjtet glasur trækkes knurhår om munden. Kattene pyntes med grøn og rød gelé.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

lørdag

MORITZKAGE

Moritzkage, den rene dessert, bestående af æblemos med mandler og vanilje, dej og fløde, arrangeret i et ildfast fad.

Franskbrød lader sig nemmest rive, når det er daggammelt.

Moritzkage serveres afkølet i fadet med kold flødeskum til. En henrivende og velsmagende
dessertkage fra 60erne.

Opskrift : Richardt Oest Larsen 1966


MORITZKAGE

æblemos

3/4 kg æbler
1-2 dl vand
sukker efter smag og behag
50 g søde mandler
5 g bitre mandler (kan udelades)
vanilje

dej

65 g margarine
65 g sukker
3 æg
3 stiftpiskede æggehvider
63 g revet franskbrød
1 dl fløde

pynt

flødeskum af 1 1/4 dl piskefløde

Æblerne skrælles, skæres i skiver og koges til mos med lidt vand. Mosen blandes med sukker, de skoldede hakkede mandler og vanilje.

Margarinen og sukker røres helt hvidt og æggeblommerne tilsættes én ad gangen. Derefter blandes revet franskbrød i dejen og til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i dejen.

I et smurt gratinfad lægges først æblerne, derefter hældes dejen over og til sidst 1 dl fløde.

Kagen bages i ovnen ved 200 grader i ca. 1/2 time. Afkøles.

Servér moritzkage i fadet og pynt kagen med flødeskummet.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

fredag

TIA MARIA TÆRTE

Vidunderlig tærte, bestående af bunde, dryppet med Tia Maria likør og lagt sammen med Tia Maria flødeskum. Pyntes kanten rundt med ristede mandelflager og geléklatter på toppen.

Denne skønne tærte egner sig fortrinlig som dessert efter en større middag eller den kan nydes til en kop mocca med et glas Tia Maria likør til.

Opskrift : Ellis Tardini


TIA MARIA TÆRTE

dej

4 æggehvider
175 g sukker
reven skal af 1 citron
1 spsk. vaniljesukker
4 æggeblommer
100 g mel
50 g kartoffelmel
1 tsk. bagepulver

6 cl Tia Maria likør
3/4 spsk. piskefløde
50 g florsukker
ribsgelé
70 g mandelflager

Til dejen piskes æggehviderne stive og tilsættes sukkeret lidt efter lidt. Rør citronskal, vaniljesukker og æggeblommer i. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og vend det i.

Smør en springform godt og fyld dejen i.

Tærten bages i ovnen ved 170 grader i ca. 35 minutter.

Tag tærten ud og lad den køle på en bagerist. Flæk den en gang og dryp begge bunde med 2 cl Tia Maria likør.
Pisk fløden meget stiv, tilsæt sukker og resten af likøren.
Læg halvdelen af flødeskummet på den ene tærtebund og læg den anden over. Fordel resten af flødeskummet over og på siden af tærten.
Rist mandelflagerne på en tør pande og afkøl dem. Pynt med geléklatter i kanten på toppen og ristede mandler på siden.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

torsdag

FASTELAVNSMUNKE

Vi iler videre med flere af de gamle opskrifter på fastelavns bagværk. Fastelavnsmunke, runde kager fyldt med frugtmos af forskellig slags eller med remonce af smør, sukker og kanel.
Kagerne koges i hedt fedt eller olie til de er lette og hævede.

Læg kun et enkelt lag kager i frituren ad gangen.

Der bliver ca. 18 stk. af portionen.

 Serveres varme, drysset med tesukker.

Opskriften blev lanceret af Girly Skodshøj i 1956.


FASTELAVNSMUNKE

dej

1/2 kg mel
30 g gær
2 dl mælk
2 æg
100 g margarine
75 g melis
kardemomme
kanel

til kogning

fedt eller olie

Lav en almindelig gærdej og start med at udrøre gæren i lidt mælk med stuetemperatur. Salt, sukker, lidt kardemomme, lidt kanel og margarine smuldres i melet, tilsæt æggene, resten af mælken og den udrørte gær. Ælt dejen grundigt til en fin blank dej.
Sæt dejen overdækket til hævning et lunt sted en times tid. Er den for lind, æltes en smule mere mel i.

Dejen udrulles i en tykkelse af 1 1/2 cm og udstikkes med et glas til runde kager. På halvdelen lægges lidt frugtmos eller en remonce af lige dele smør og sukker, rørt sammen med lidt kanel. De andre runde kager lægges over, de trykkes tæt til i kanten og stilles på en plade til efterhævning.

Varm ren svinefedt eller olie op i en gryde. Når det syder om enden af 1 tændstik, lægges kagerne i et lag i gryden. De bages gyldne, hævede og lette (flyder op). Tag dem op og læg dem på fedtsugende papir. Fortsæt med et nyt lag.

Servér fastelavnsmunke varme, drysset med tesukker.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

onsdag

FASTEKRINGLER

Gammeldags bagværk til fastelavn er det tid at tænke på, nu da fastelavn nærmer sig. Fastelavnsboller med alskens fyld er dejligt, men noget gærbrød til smør og en god marmelade er bestemt også dejligt.

Her er valgt gammeldags fastekringler, der serveres med smør og marmelade til en god kop kaffe eller te.

Der bliver ca. 12-16 stk. af portionen.

Opskrift : Ingeborg Suhr


FASTEKRINGLER

25 g gær
1 dl lunkent vand
1 1/2 dl mælk
1/2 dl olie
1/2 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
450 g hvedemel

Gæren smuldres og røres ud med det lune vand. Mælk, olie, salt, sukker tilsættes, sammen med 3/4 af melet, der tilsættes lidt efter lidt.
Dejen æltes godt igennem og hvis den kan tage mere mel, æltes dette i. Lad den hæve tildækket et lunt sted til dobbelt størrelse, ca. 1 time.

Del dejen i to, tril den til pølser, der formes til kringler på en smurt plade (bagepapir). Lad kringlerne efterhæve et kvarters tid, pensl dem med sammenpisket æg.

Sættes i en kold ovn og bages ved 200 grader i 20 minutter. Sluk ovnen og lad kringlerne bage yderligere 10 minutter ved eftervarmen.

Køl kringlerne af og servér dem, smurt med smør og en skål af den bedste marmelade til en kop kaffe eller te.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

tirsdag

NORSK BØRNESELSKABSKAGE

Børnefødselsdagskage eller som man siger i Norge børneselskabskage, består af en sammenlagt kage i 2 eller 3 lag med kagecreme, og/eller frugtmos imellem. Kagen glaseres med hvid eller chokoladeglasur.
Nu pyntes kagen efter smag, f.eks. med sukkerbogstaver eller sukkerdyr.

Bundene bages som en kage, der flækkes i 2 eller 3 lag, når kagen er kølet af.

Opskrift : Henriette Schønberg Erken 1946.


BØRNESELSKABSKAGE

200 g smør
300 g sukker
3 æg
1 1/2 dl mælk
600 g hvedemel
3 tsk. bagepulver

Smør og sukker røres hvidt. Æggene kommes i et ad gangen, så mælken og til sidst melet, der er sigtet med bagepulveret.

Hæld dejen i en godt smurt og raspdrysset form, gerne med løs bund.

Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 3/4 time. Når kagen er kold, deles den i 2 eller 3 lag og fyldes med kagecreme og/eller frugtmos.
Glaseres ovenpå og på siderne med hvid glasur eller chokoladeglasur. Pyntes med dyr eller bogstaver af sukkermasse.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

mandag

NORSK FASTELAVNSBRØD

Norsk fastelavnsbrød, smukt flettet brød med fyld af mandelmasse og pyntet med sukker og fintskårne mandler.

Der er små halvanden måned til fastelavn og planlægger vi visitter på det tidspunkt, er et norsk fastelavnsbrød en smuk værtindegave at medbringe.

Det kan se lidt kaotisk ud, når smørret skal ind i dejen. Brug en kniv første gang til at skære det ind med og lad så dejen stå koldt, medens den hviler, så ordner det sig. Brug ikke for meget ekstra mel.

Det er en fin gammel opskrift fra 1946, som den norske husholdningslærerinde Henriette Schønberg Erken præsenterede den dengang i 1946.


NORSK FASTELAVNSBRØD

250 g hvedemel
20 g smør
25 g sukker
1 1/2 dl mælk
25 g gær
smør

mandelmasse

75 g skoldede, smuttede mandler
75 g flormelis
1 tsk. æggehvide

Til mandelmassen skoldes og smuttes mandlerne, der males og stødes med sukkeret og æggehviden.

Til dejen sigtes melet og irøres gæren, som er opløst i den lunkne mælk og tilsat det smeltede smør. Dejen æltes grundigt sammen til en blank dej. Vejes og rulles tykt ud.
Til 1/2 kg dej tages 120 g smør. Dette lægges i små stykker på dejen, som foldes sammen. Rulles ud og hviler i 20 minutter. Gentag dette 2 gange. Dejen rulles nu tyndt ud til omtrent 40 cm's længde og 15 cm's bredde. Skæres i 3 længder på langs, hver del belægges med mandelmasse. Dejen foldes sammen om mandelmassen og de 3 længder flettes løst sammen.

Læg det flettede brød på en smurt plade (bagepapir), det det hæve i 20 minutter, pensl med sammenpisket æg, strø med sukker og skoldede, fintskårne mandler.

Bages i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om mad

søndag

GOTAKRANS

Gotakrans, dejlig og velsmagende rørekage, bagt i randform, lagt sammen og overtrukket med smørcreme. Til sidst hård nougat, - drysset med gavmild hånd.

Vi elsker kager og gudskelov for det. - Og er vi fornuftige i hverdagen, skal vi da bestemt nyde en kage i ny og næ.
Det giver stort velvære, at slappe af med en god kop kaffe, ledsaget af en lækker kage. Kalorierig, - ja, men så må vi spare et andet sted.

GOTAKRANS


rørt dej

125 g margarine
125 g sukker
3 æggeblommer
3 stiftpiskede æggehvider
125 g mel
65 g kartoffelmel
1 tsk. bagepulver

smørcreme

65 g margarine
65 g palmin
25 g flormelis
1 æggeblomme

hård nougat

75 g sukker

Til nougat varmes panden godt op og sukkeret drysses på. Lad sukkeret bruse og smelte for til sidst at hælde massen ud på en plade. Knuses, når det er helt koldt og stenhårdt.

Margarinen blødgøres og røres herefter hvidt med sukkeret, æggeblommerne tilsættes og det hele røres godt sammen. Melet og bagepulveret sigtes i dejen og de stiftpiskede æggehvider vendes forsigtigt i dejen. Dejen fyldes i en smurt randform.
Bages i ovnen ved i 200 grader i 2o minutter til 1/2 time.

Når kagen er afkølet, tages den af formen. Flækkes, når den er helt kold og smøres indvendig og udvendig med smørcreme. Til sidst drysses der med knust, hård nougat.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

lørdag

RISKAGER

Varme riskager, mørdejsskaller fyldt med risengrød, smagt til med sukker og vanilje. Kagerne bages og spises varme, pyntet med frugt. Der kan i stedet lægges frugtmos under grøden, før kagerne bages færdig.

Der bliver ca. 20 kager af portionen.

Kilde : Tørsleffs Den Blå Bagebog
 

RISKAGER

mørdej

150 g hvedemel
75 g kartoffelmel
1/8 tsk. bagepulver
100 g margarine
1 helt æg
50 g sukker

fyld

1 tallerken risengrød
1 æg
2 spsk. sukker
1/2 tsk. vanilje
2 tsk. sukker

Grøden røres blød med æggeblomme, sukker og vanilje. Den stiftpiskede æggehvide piskes sej med lidt sukker og vendes i grøden.

Til mørdejen blandes begge slags mel samt bagepulver sigtes sammen. Koldt smør hakkes i, æg og sukker røres sammen og æltes i.
Dejen rulles ud, udstikkes i runde kager og prikkes. Smurte linseforme beklædes udvendigt med dejen og bages med den dejklædte bund vendt opad på en bageplade i ca. 15 minutter ved 200 grader.

Mørdejsskallerne løsnes forsigtigt fra formene, før de er helt kolde og fyldes med risengrøden. Evt. lægges frugtmos i bunden.

Bag skallerne i ovnen ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Servér kagerne varme, evt. pyntet med frugt.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

torsdag

BIKUBER

Bikuber, fyldt med flødeskum og tilsat hakket chokolade er kendt af de fleste fra bagerens vindue. Det er en klassisk flødekage, som det dog også lader sig gøre, at bage selv.

Til bikuber anvendes italiensk marengsdej, som er den marengs, der nemmest sprøjtes til forskellige opsatser.


BIKUBER

italiensk marengs

1 dl æggehvider ( 3 hvider )
200 g sukker

fyld

piskefløde
mørk chokolade, hakket

Til fyldet piskes fløden til skum og tilsættes hakket, mørk chokolade.

Til italiensk marengs blandes sukker og æggehvider og varmes over svagt blus under stadig omrøring, til den kan brænde fingrene. Marengsmassen tages fra varmen og den piskes kraftigt til den er hvid og stiv.

Med en sprøjtepose med glat tylle, sprøjtes ringe ud på et pergamentpapir, der er smurt og drysset med mel. Størrelserne tegnes på papiret, hvor ringene bliver gradvist mindre. Til toppen sprøjtes en glat top.

Marengsen bages ved 130 grader i ca. 45 minutter til kagerne kan løsnes fra papiret.

Saml bikuberne af den bagte marengs og fyld dem med flødeskum, iblandet hakket, mørk chokolade.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

FYNSK KAGE ELLER HJEMSTAVNSKAGE

Fynsk kage, en dejlig bradepandekage af rørt kagedej med et lag kokosmarengs over. Hvis kagen skal gøres lidt mere sprælsk, kan der kommes lidt rød frugtfarve i den rørte dej. Det ændrer dog ikke ved smagen.

Kagen serveres, skåret i snitter, til en god kop kaffe.

Kilde : Richardt Oest Larsen


FYNSK KAGE ELLER HJEMSTAVNSKAGE

dej

125 g margarine
250 g sukker
5 æggeblommer
350 g mel
3 tsk. bagepulver
1 3/4 dl mælk

marengsdej

5 æggehvider
200 g sukker
150 g kokosmel

Margarinen røres lind før den røres let og skummende med sukkeret. Æggeblommerne tilsættes, én ad gangen, sigtet mel og bagepulver blandes i dejen, skiftevis med mælken.

Hæld dejen i en smurt bradepande med smurt papir (bagepapir).

Til marengsdejen piskes hviderne stive, halvdelen af sukkeret tilsættes og massen piskes 10 minutter, hvorefter resten af sukkeret forsigtigt vendes i sammen med kokosmel.

Marengsdejen smøres ud over kagedejen i bradepanden og kagen bages i ovnen ved 175-200 grader i 30-45 minutter til marengsdejen er sprød og svag lysebrun.

Kagen skæres i snitter, der tages forsigtigt op og arrangeres på et lille fad. Serveres til en god kop kaffe.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

onsdag

BILLIG HVERDAGSKAGE MED CITRONCREME

Hvem har ikke brug for engang imellem at glæde familien med duftende bagværk og ikke mindst, når der er børn i familien.

Chokoladekage til børnene slår sjældent fejl. Her er en billig hverdagskage, lagt sammen med en citroncreme god og hvis ikke man syntes om citroncreme, kan kagen blot lægges sammen med en ganske almindelig sukkerglasur.

Kagen bages i en lille bradepande eller i en firkantet form.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


BILLIG HVERDAGSKAGE MED CITRONCREME

90 g mel
75 g margarine
150 g flormelis
75 g kakao
5 æg

citroncreme

1 æg
2 spsk. sukker
3/4 spsk. kartoffelmel
2 1/2 dl fløde
1 tsk. smør
reven skal og saften af 1/2 citron

Til citroncremen Alle ingredienserne undtaget smør og citron piskes sammen i en gryde. Cremen varmes op under kraftig omrøring til den begynder at tykne. Tages så fra varmen, tilsættes det kolde smør, citronsaft og revet citronskal.

Til dejen blødgøres margarinen og røres til salve med sukker og kakao. Så røres æggeblommerne i, derefter melet og til sidst de stiftpiskede æggehvider.

Dejen fyldes i en lille smurt bradepande eller en firkantet form og bages i ovnen ved jævn varme (200 grader) i ca. tre kvarter. Kagen vendes ud og afkøles.

Når den skal spises, flækkes den og lægges sammen med en god citroncreme. Citroncremen kan også hældes over kagen eller citroncremen kan erstattes med almindelig glasur af flormelis og lidt vand.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

tirsdag

GODE MAKRONER

En gammel vendsysselsk opskrift på nogle virkelig dejlige gammeldags makroner eller småkager, som vi nok nærmere opfatter dem.

Størrelsen på makronerne, - vi bestemmer selv, om de skal være små eller store. Bagetiden afhænger af størrelsen.

En hurtig dej, hvor samtlige ingredienser æltes godt sammen.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


GODE MAKRONER

1 pund hvedemel
1 pund sukker
125 g smør
100 g, skoldede, smuttede, hakkede mandler
3 æg
4-5 spsk. fløde
1/2 tsk. hjortetaksalt

Alle ingredienserne æltes godt sammen og dejen sættes på smurt plade i små eller større klatter.

Bages i ovnen ved svag varme (175 grader) til kagerne er lysebrune.

Kagerne tages af pladen og svaler af på bageristen.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

mandag

TUSINDÅRSKAGE

Tusindårskage, - en dejlig rørekage med mandler og bagt i springform, er hurtig at røre sammen. Kagen er dejlig til en tår kaffe, når trangen til kaffebrød melder sig.

Den færdige kage er meget enkel, drysset med tesukker og pyntet med hele, smuttede mandler.
 

TUSINDÅRSKAGEN

dej

200 g smør eller margarine
200 g sukker
25 g mandler
4 æg
250 g mel
1 tsk. bagepulver

Pynt

2 spsk. Tesukker
5-10 mandler

Til dejen røres smør eller margarine blødt. Sukkeret drysses i. Smuttede, hakkede mandler samt æg tilsættes, et ad gangen. Mel og bagepulveret sigtes sammen og røres i.
Dejen fyldes i en smurt springform, drysses med tesukker og pyntes med hele, smuttede mandler.

Bages i en forvarmet ovn ved 185 grader i 35-40 minutter. Kagen køles af.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

søndag

EN KAGE TIL AT GEMME

Det er da herligt med lidt hjemmegjort bagværk, skulle der dukke uventede gæster op, men også for familien selv.

Denne dejlige honningkage, bagt med gær i bradepanden er perfekt til formålet. Når den er bagt, skæres kagen i kvarter, der gemmes lidt hen i en kagekasse.

Når vi skal bruge kagen, flækkes et stykke igennem to gange og lægges sammen med creme af palmin, kakao og flormelis.

Opskrift : lanceret af Birte Olufsen i 1965


EN KAGE TIL AT GEMME

1 pund sirup
250 g farin
150 g margarine
1 1/4 pund mel
2 tsk. kanel
lidt ingefær
1 citronskal
1 tsk. natron
1 helt æg
1/2 dl kærnemælk
50 g gær

fyld

150 g flormelis
3 spk. kakao
250 g palmin

Til cremen smeltes palminen og afkøles. Når den er lunken blandes flormelis og kakao i.

Til kagen smeltes sirup, farin og margarine i en gryde og afkøles derefter. Melet blandes med krydderierne, gæren røres ud i en spsk. melis, ægget piskes sammen og det hele blandes i gryden og spædes op med kærnemælken til sidst.
Dejen hældes i en smurt bradepande og bages i en forvarmet ovn ved for svag varme i en times tid. (ca. 175 grader).

Køl kagen af, del den i fire kvarter og læg et stykke ad gangen sammen.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

lørdag

EIDAMMERBOLLER

Eidammerboller, måske bedre kendt som Marieboller, bagt af vandbakkelsdej og mørdej, er meget lækre med fyld af flødecreme  med vanilje  og pyntet med glasur og rød gelé.

Fyldet udgøres af en flødecreme. Det nemmeste vil være, at lave en færdig kagecreme af 2 1/2 dl mælk og blande cremen med flødeskum og vanilje.

I opskriften er nævnt et halvt æg. Et halvt æg fås ved at piske ægget sammen og måle det i en æggeskal.

Der bliver 18-20 stk. af portionen.

Opskrift : Tørsleffs Den Blå Bagebog


EIDAMMERBOLLER

vandbakkelsdej

1/4 liter vand
125 g mrgarine
125 g hvedemel
1/8 tsk. salt
1 tsk. sukker
4-5 hele æg
1/2 tsk. bagepulver

Til vandbakkelsdej laves en afbagning af vand og margarine, som gives et opkog. Gryden tages fra varmes og melet pisket i på én gang under kraftig piskning. Afbagningen varmes igennem et øjeblik til den slipper gryden. Salt og sukker røres i, æggene og bagepulver røres sammen og dryppes i, medens der røres kraftigt.
Æggene kan tilsættes straks, når afbagningen er taget fra varmen, eller først, når den er helt afkølet.
Lunken afbagning og æg gør det til en tynd masse.

mørdej

125 g hvedemel
75 g margarine
40 g flormelis
1/2 æg

fyld

kagecreme af 1/2 liter mælk
flødeskum af 1 dl piskefløde
1 tsk. vanilje

Den kolde creme og flødeskummet blandes med vaniljen og er klar til brug.

pynt

glasur
gelé

Til mørdejen smuldres smørret ud i mel og flormelis. Til sidst samles dejen hurtigt med ægget.

Vandbakkelsdejen sættes i runde kager på en smurt plade. Over hver af disse lægges et stykke tyndt udrullet mørdej, der er lidt større end vandbakkelsen.

Kager bages i en forvarmet ovn ved 225 grader i 30-40 minutter.

Når kagerne er helt kolde, fyldes de, ved hjælp af sprøjtepose, fra bunden med en vaniliecreme, blandet med flødeskum.
Eidammerboller pyntes med glasur og en firkant rød frugtgelé.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

fredag

FLETTET BRUNSVIGERKRANS

God, gammeldags flettet brunsvigerkrans med fyld af remonce, rosiner, korender og hakket pomerans- eller appelsinskal er skøn til en kop kaffe.

Det er en gærdej, hvorfor dejen må hæve af to omgange.

Flettet brunsvigerkrans er bedst, når den er friskbagt. Et rigtig dejligt stykke blødt brød til kaffen.
 

FLETTET BRUNSVIGERKRANS

dej

100 g margarine
1 1/2 dl mælk
1/2 tsk. salt
2 spsk. sukker
1/2 tsk. kardemomme
40 g gær
1 æg
ca. 300 g hvedemel

fyld

100 g margarine
100 g farin
1 tsk. kanel
1 tsk. vanila
50 g rosiner
25 g korender
25 g hakket pomeransskal eller syltet appelsinskal

pensling

1 sammenpisket æg

Til dejen smeltes margarinen og mælken lunes heri sammen med salt, sukker og kardemomme. Gæren udrøres i det sammenpiskede æg. Den lune mælkeblanding tilsættes og melet æltes i lidt efter lidt til dejen er blank og smidig. Hæver 30 minutter og æltes igennem. Deles i 3 dele, der hver rulles ud på et melstrøet bod til en smal strimmel.

Fyldet røres sammen  i den nævnte rækkefølge og smøres på dejstrimlerne. Disse lukkes sammen om fyldet og snoes som en fletning. Snoningen formes til en krans og kan evt. lægges i en smurt randform for at holde faconen. Dejen pensles med sammenpisket æg og efterhæver 20-30 minutter.

Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter. (I form ved 225 grader).

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

 Noget om Mad

torsdag

NØDDEMARENGS KAGE

En lækker skærekage med marengsdej, tilsat farin og hakkede nødder på toppen. Den tager ikke lang tid at røre sammen. Farin giver marengsen en fantastisk god smag. Der er brugt hakkede hasselnødder.

Kagen er bagt med bagepulver og bør derfor spises medens den er frisk.

Opskrift : Tørsleffs Den Blå Bagebog, der udkom første gang i 1932


NØDDEMARENGS KAGE

dej

75 g margarine
5 spsk. sukker
2 æggeblommer
1 tsk. vanilje
75 g hvedemel
1/2 tsk. bagepulver
1/2 dl mælk

marengs

2 æggehvider
75 g farin
50 g hakkede nøddekerner

Gør margarinen blød og rør den godt med sukkeret.  Tilsæt æggeblommerne, der røres i og til sidst mel, iblandet bagepulver og mælken. Rør det hele til en glat dej.

Bred dejen ud i en smurt springform og bag kagen i en forvarmet ovn ved 200 grader i 15 minutter.

Til marengsen piskes æggehviderne helt stive og tilsættes forsigtigt farin og de hakkede nøddekerner. Rammen om springformen fjernes og marengsdejen bredes ud over kagen.
Bag yderligere 15-20 minutter ved 165 grader.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

onsdag

KARDEMOMMEBRØD

Kardemommebrød eller æ kage, er navnet på dette særlige brød, der i gamle dage blev serveret for gæsterne ved juletid og ved andre højtider i Thy.

Der blev oprindelig anvendt en halv liter fløde i den gamle opskrift. Her ligger måske forklaringen på, at brødet omtales som en kage.

Opskriften har været i Familien Nielsen i Dragsbæk's eje i flere generationer.

Kilde : Ama



KARDEMOMMEBRØD

3/4 liter mælk
280 g Ama bagning
1 1/2 dl sukker
75 g gær
ca. 1000 g hvedemel
ca. 350 g sigtemel
3-4 tsk. stødt kardemomme

1 æg til pensling

Mælken lunes og gæren opløses i den lunkne mælk. Tilsæt margarinen og de øvrige ingredienser og ælt dejen til den er blød og lækker. Stil den tildækket og lunt til hævning i ca. 1/2 time til den har antaget dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og form en tyk pølse, ca. 14 cm bred. Klem den lidt flad og skær 8 stykker på 7-8 cm bredde. Sæt dem på en smurt plade et lunt sted, hvor de hæver til dobbelt størrelse.
Brødene skal stå fri af hinanden, så der bliver skarpe kanter på alle sider. Pensles med æg og bager i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 15-20 minutter.

Kardemommebrød spises i skiver med smør, ost eller pølse på.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

tirsdag

GENFERKAGE

God, gammeldags genferkage, lagkagebunde, lagt sammen med vaniliecreme og overtrukket med hvid glasur og pyntet med ristede mandelsnitter.

En enkel og meget dejlig lagkage, absolut egnet til at overraske familien med i weekenden. - Og så er den nem og hurtig at gå til.

Kagen smager faktisk bedst, når den får lov til at sætte sig først.

Opskrift : Frøken Jensens Kogebog, der udkom første gang i 1901.


GENFERKAGE

dej

125 g smør eller margarine
125 g sukker
4 æg
125 g mel

kagecreme

2 blade husblas
1 æg
40 g sukker
2 dl mælk eller fløde
1/4 stang vanilje
25 g smør

Til dejen blødgøres fedtstoffet og røres hvidt med sukkeret. Tilsæt æggene, ét ad gangen og rør dejen til den er let og luftig. Vend forsigtig melet i.

Fordel dejen i to godt smurte lagkageforme og bag bundene i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Til kagecremen sættes husblasen i blød. Æggeblommerne røres godt med sukkeret. Mælk og vanilje opvarmes til kogepunktet og piskes over i den rørte æggeblomme. Tilsæt straks den udblødte, opvredne husblas og det kolde smør. Pisk jævnligt i cremen, medens den afkøler. Pisk æggehviden stiv og vend den i cremen, når denne er ved at stivne.

Læg lagkagebundene sammen med den kolde kagecreme. Overtræk kagen med hvid glasur og drys med afskallede, snittede mandler, som er ristet lysebrune på en tør pande.

Servér den dejlige lagkage med en rigtig god kop kaffe til.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

mandag

VØLLES SØSTERKAGE

Fin formkage er denne gærkage med smag af kardemomme og fyld af rosiner og sukat og drysset med flormelis.

Kagen bliver fin med mælk og margarine i dejen. En luksus udgave bages med fløde og smør, men det er ikke nødvendigt.

Opskrift : Tørsleffs Den Blå Bagebog


VØLLES SØSTERKAGE

dej

3 æg
30 g sukker
1 1/2 dl mælk eller fløde
125 g smør eller margarine
25 g gær
250 g hvedemel
1 tsk. kardemomme

fyld

50 g rosiner
50 g hakket sukat (kan undlades)

pynt

flormelis

Til dejen piskes æg og sukker hvidt. Mælk eller fløde blandes i det smeltede smør eller margarine og gæren udrøres heri. Mel og kardemomme blandes forsigtigt i sammen med rosiner og sukat.
Dejen stilles til hævning ca. 30 minutter og røres herefter igennem og kommes i en sandkageform (2 liter). Efterhæver til dobbelt størrelse.

Bages i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 45 minutter. Drysses med sigtet flormelis.

Mormors Juleopskrifter

Spise med Mormor

Noget om Mad

søndag

KARTOFFELKAGER

Gammeldags kartoffelkager med kagecreme, pakket ind i marcipan og rullet i kakaopulver. Det er en klassisk og elsket kage, der i mange år er indgået i sortimentet hos de fleste bagerbutikker og derfor er indbegrebet af en bagerkage.

Der bliver 15 stk. af portionen.

Opskrift : Tørsleffs Den Blå Bagebog, der udkom første gang 1932


KARTOFFELKAGER

vandbakkelsdej

1/4 liter vand
125 g margarine
125 g hvedemel
1 nip salt
1 tsk. sukker
4-5 hele æg
1/2 tsk. bagepulver

Vand og margarine gives et opkog. Gryden tages fra varmen og melet tilsættes ad en gang under kraftig piskning. Afbagningen varmes igennem et øjeblik til den slipper gryden og salt og sukker røres i. Æggene og bagepulveret røres sammen og dryppes, medens der røres godt. Æggene kan tilsættes straks, gryden er taget fra ilden eller når afbagningen er helt afkølet. Hvis æggene røres i, når dejen er lunken, bliver den tynd med det samme.
Dejen røres med så mange æg, at den er blød og smidig, men dog så fast, at rørefugerne bliver stående.

Sæt dejen på smurte plader i aflange kager (6 cm) og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 30-40 minutter. De første 20 minutter må ovnlågen ikke åbnes.

Når de er gyldne stilles en vandbakkels uden for ovnen. Hvis den ikke falder sammen er alle kagerne bagt.

Når kagerne er helt kolde, fyldes de med creme og flødeskum. Hver kage pakkes ind i tyndt, udrullet marcipan og vendes i sigtet kakaopulver. "Øjne" kan prikkes med en træpind.

Til fyldet anvendes kagecreme af 1/4 liter mælk, blandet med flødeskum af 2 dl piskefløde.

Til pynt 250 g marcipan

4 spsk. sigtet kakopulver

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

lørdag

ØSTRIGSK STRITZEL

Traditionel østrigsk stritzel, et flot, flot flettet brød med smag af citron og fyldt med rosiner og skårne mandler, er ikke så lidt af et bygningsværk, bestående af flettet dej og strøet med fintskårne mandler.
Pensl godt  med æggehvide. Det giver et flot blankt brød.

Brødet skæres i skiver og spises med smør.


ØSTRIGSK STRITZEL

160 g smør
1 1/3 kg hvedemel
lidt salt
100 g sukker
4 æg
30 g gær
1/3 liter mælk
lidt revet citronskal
70 g rosiner og skårne mandler

Stryges med æggehvide

Smørret smuldres med mel, salt og sukker og æggene røres i. Tag lidt af mælken fra i en kop og lun den. Heri opløses gæren. Bland det i mælken og rør den i dejen. Rør godt og tilsæt lidt reven citronskal. Læg dejen på et bræt, bestrøet med mel og arbejd dejen igennem til den slår blærer. Tilsæt rosiner og mandler.
Dejen lægges tilbage i fadet og stilles overdækket til hævning. Når den er godt hævet, lægges den igen på brættet og deles i 9 dele. Alle 9 dele rulles til stænger, ca. 30 cm lange. Først flettes 4 stænger sammen, derefter 3 og til sidst 2 stænger. Disse fletninger lægges ovenpå hinanden, hvorefter dejen hæves endnu en gang. Stryges med æggehvide og strøs med fintskårne mandler oven på.

Bages i ovnen ved 200-225 grader i ca. 45 minutter.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

fredag

AUSTRALSK JORDNØDDEKAGE

Denne traditionelle australske jordnøddekage eller som kagen rettelig hedder, Wiengo tærte, bagt med fyld af hindbær- eller abrikosmarmelade og smurt med appelsin/chokoladeglasur, er meget lækker til en kop kaffe.

Appelsin/chokoladeglasure laves først, når kagen er kommet ud af ovnen, da den ellers vil stivne, før kagen er kold.

Hvid det er umuligt, at få usaltede jordnødder, kan saltede jordnødder blot lægges i en sigte og skylles med koldt vand. Tørres herefter med køkkenrulle.


AUSTRALSK WIENGO TÆRTE (JORDNØDDEKAGE)

dej

50 g smør
3 spsk. flormelis
4 æggeblommer
75 g usaltede jordnødder
2 spsk. mel
1 tsk. bagepulver
4 stiftpiskede æggehvider

fyld

1 dl hindbær- eller abrikosmarmelade

glasur

60 g smør
75 g flormelis
3 spsk. mælk
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. reven appelsinskal
75 g mørk, bitter chokolade

Til dejen røres smør og sukker hvidt. Æggeblommerne tilsættes en ad gangen. Jordnødder og mel, blandet med bagepulver, røres i massen. Til sidst vendes de stiftpiskede hvider i dejen ad 2-3 gange.

Halvdelen af dejen hældes i en velsmurt, raspdrysset form (1 1/4 liter) og bages ved 190 grader på ovnristen på nederste rille i 20 minutter ved 190 grader. Resten af dejen stilles koldt imens.
Kagen tages ud af ovnen og afkøles i formen ca. 15 minutter. Marmeladen smøres i et jævnt lag over kagen og resten af kagedejen hældes over. Kagen bages endnu ca. 20 minutter.
Den færdigbagte kage lægges til afkøling på en bagerist.

Til glasuren Piskes blødgjort smør og sigtet flormelis godt sammen. Bedst med en el-mixer i en kasserolle. Mælk, vaniljesukker og reven appelsinskal tilsættes under stadig piskning. Chokoladen brækkes i stykker og blandes i massen, som opvarmes ved svag varme. Pisk hele tiden. Når chokoladen er smeltet, hældes glasuren i en skål og stilles til afkøling. Pisk ofte i glasuren under afkølingen.

Den helt kolde kage, smøres med et jævnt lag glasur overalt og stilles koldt til glasuren danner skorpe.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

torsdag

GROVBOLLER

Grovboller, serveret med ost, pølse eller hjemmegjort syltetøj er dejlige til en kop te og belagt med pålæg, ideelle til at tage med i madpakken, sammen med noget grønt.

Disse gammeldags grovboller er tilsat kardemomme. Hvis ikke man syntes om det, kan kardemommen udelades.

Der bliver 10-12 grovboller af portionen.

Opskrift : Tørsleffs Den Blå Bagebog, der udkom første gang i 1932.


GROVBOLLER

dej

25 g gær
1 dl vand
3 dl ymer eller yoghurt
1 spsk. sirup
1 tsk. salt
1/2 spsk. olie
3/4 dl hvedeklid
3/3 dl havregryn
250 g grahamsmel
ca. 250 g hvedemel
1/2 tsk. kardemomme

dej

Gæren røres ud med lunkent vand samt ymer eller yoghurt. Kardemomme tilsættes sammen med grahamsmelet. Hvedemelet æltes i lidt efter lidt. Dejen æltes godt igennem og hæves ca. 2 timer.
Formes til boller, som efterhæves ca. 30 minutter. Pensles med lidt vand og bages i forvarmet ovn ved 225 grader i 15-20 minutter.

Lad bollerne køle af på en bagerist.

Servér grovboller med pålæg, ost eller syltetøj til en god varm kop te eller kaffe.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

onsdag

SALZBURGER NOCKERL

Salzburger nockerl er en gammel østrigs specialitet fra Salzburg området og de, der endnu ikke har prøvet denne lune specialitet, må prøve den.

Salzburger nockerl er en ren lækkerbisken, serveret lige fra ovnen og drysset med flormelis. Mere en dessert end egentlig kage.

Kilde : Hjemmet


SALZBURGER NOCKERL

50 g blødt smør
50 g sukker
Kornene af 1/2 stang vanilje
4 æg
25 g hvedemel
1 dl mælk
Lidt smør til formen

Pisk smør, sukker og vanilje let og luftigt. Tilsæt æggeblommerne en ad gangen og rør imellem hver. Melet sigtes i blandingen og mælken røres i.
Æggehviderne piskes stive og vendes i dejen.

Dejen hældes i et godt smurt ovnfast fad.

Bages i ovnen ved 225 grader i 30-40 minutter til overfladen er gylden og souffleen er bagt.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om mad