tirsdag

HÜTTEMEIERS JORDBÆRROULADE

En usandsynlig lækker jordbærroulade med fyld af flødefromage og skønne jordbær. Kagen dækkes udvendig med flødeskum og hele jordbær. Det er Kirsten Hüttemeier, der har beredt os denne dejlige kage.

En skøn kage, f.eks. til et sommerparty i haven.

- Og så kan vi jo glæde os over, at jordbærsæsonen heldigvis varer ved længe endnu, thi her kan altså kun anvendes friske jordbær.

Opskrift : Kirsten Hüttemeier


HÜTTEMEIERS JORDBÆRROULADE

til rouladen

80 g sukker
4 æg
2 tsk. vaniljesukker
1 spsk. vand
80 g mel

fyld

350 g jordbær
50 g sukker
3 blade husblas
1/4 liter piskefløde
1 spsk. flormelis

Kom æggene i en skål sammen med sukker, vaniljesukker og meget varmt vand. Sæt skålen i varmt vandbad og pisk, indtil massen er blevet let og luftig og løber fra piskeriset i en tyk stråle. Sigt derefter melet i lidt efter lidt og vend det i.

Smør en bageplade, beklæd den med bagepapir, der ligeledes smøres. Lav en opretstående kant ved at sætte papirclips i hjørnerne.
Smør dejen ud over bagepapiret og sæt pladen i en varm ovn (ca. 235 grader) på nederste rille. Kagen bages ca. 10 minutter til den er brun og gennembagt. Undlad at åbne ovndøren under bagningen.

Tag kagen ud af ovnen og vend den med bunden i vejret på et sukkerstrøet papir. Træk papiret af og rul kagen ind i papiret.

Fyldet tilberedes, mens kagen bages.

Sæt husblasen i blød i rigeligt koldt vand. Skyl jordbærrene i koldt vand, fjern blomsten og lad bærrene dryppe godt af. Drys dem med sukker.
Pisk fløden stiv. Bring en smule vand i kog, tag gryden af varmen og opløs husblasen heri. Pisk husblasen afsvalet i fløden i en tynd stråle sammen med flormelis.

Skær 2/3 af jordbærrene i mindre stykker. Rul kagen ud, smør flødeskum på halvdelen, læg de skivede jordbær ovenpå og rul kagen sammen igen.
Smør flødeskum udenpå kagen, læg de hele jordbær ovenpå og pynt også med lidt flødeskumtoppe.
 
Spise med Mormor
 
Mormors Juleopskrifter
 
Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.